Anja C. Andersen: At være kvinde i astronomien
UDSOLGT - Astrofysiker Anja C. Andersen tager os fra de første kvindelige pionerer til sin egen forskerrejse.
Kvinder har gennem historien spillet en afgørende, men ofte overset rolle i astronomiens udvikling.
Hypatia underviste i stjernernes bevægelser i det antikke Alexandria. Sofie Brahe hjalp sin bror Tycho Brahe med observationerne på Hven i 1500-tallet. Caroline Herschel opdagede kometer i 1700-tallet og blev den første kvinde, der fik en officiel stilling som astronom. Henrietta Swan Leavitt lagde med sine opdagelser fundamentet for erkendelsen af, at universet er enormt og i bevægelse. Og Cecilia Payne-Gaposchkin revolutionerede forståelsen af stjerner ved at vise, at de hovedsageligt består af brint og helium – en erkendelse, der først langsomt blev anerkendt.
I dag står professor i astrofysik Anja C. Andersen på skuldrene af disse kvinder. Hun forsker i stjernestøv på Niels Bohr Institutet – de mikroskopiske partikler, der er byggestenene til stjerner, planeter og måske liv.
I dette foredrag deler Anja sin egen vej ind i astronomien, erfaringerne som kvinde i et fag, hvor mænd stadig er i flertal, og ikke mindst sin passion for den forskning, der minder os om, at vi alle er skabt af stjernestøv.
Et tankevækkende og inspirerende foredrag om videnskab, nysgerrighed, modstand og den store historie om universet – fortalt gennem både fortidens og nutidens kvindelige pionerer.
6000 Kolding